Udtalelser 2021.

Udtalelser fra nogle af de institutioner, som har fået et finansieret ophold på Søgård Hovedgård i 2021

Rapport fra Nørresø Huset, Viborg, uge 7

Vi har haft en fantastisk vinterferie på Søgaarden. Vi boede igen i år i Hestestalden, som er dejlig rummelig for vores unge mennesker.

Vi har hver eftermiddag og aften benyttet os af tv-stuen, hvor vi kunne samles over spil og tv, samt hyggelige snakke. Grundet vejret og COVID-19 har vi været mere inde end vi er vant til, hvorfor tv-stuen har været helt optimal ramme for at skabe hygge.

Vi har haft ægte lejr-stemning i sovesalen, hvor næsten alle sov i hver sin køje. Dette gav god anledning til "uhyggelige" historier, som kunne samle alle.

Det store køkken fik vi også gjort god brug af, hvor de unge var med på hyggelige projekter såsom pandekagebagning og lave god morgenmad. Køkkenet har en god størrelse, hvor vi også har mulighed for at samles flere og hygge om maden, samtidig med vi kan snakke og høre musik.

Eftersom vi ikke kunne benytte os af forlystelser, kom de fleste af os med på den nye trend med "vinter-badning". Vi var flere dage ude i det friske vejr og bade i det iskolde vand. Det var en fed oplevelse for unge såvel som voksne.

Vi vil gerne have lov at sige tusinde tak for en dejlig vinterferie!

Mange kærlige hilsner fra os på Nørresø Huset

Rapport Sigrid Undset Skolen, uge 19

"Vores ophold på Søgård Hovedgård har som de andre år været super godt. I år har vi været af sted i en noget mindre gruppe grundet coronarestriktioner, men det har givet os og eleverne en noget mere rolig tur, hvor der har været tid til at slappe af i de fantastiske rammer som stedet tilbyder.

Vores elever har været store elever fra 8. - 10.kl., så derfor har der ikke været så meget brug af legeredskaber som tidligere år. Derimod har vi gjort flittigt brug af den store opholdsstue i Hestestalden og ligeledes gymnastiksalene laden.

Vi har nydt turen, og vi er helt enige om, at muligheden for at komme til Søgård Hovedgård er uvurderlig for os og vores elever."

Tusind tak for et dejligt ophold.

Hilsen Sigrid Undset Skolen, Kalundborg

Rapport fra Ringkøbing Skole, uge 20

Mange tak for alle gaverne. Dem blev vi glade for. Tak for lommepengene, som vi brugte til en stor is på Bagenkop Havn.

Vi elskede at lege indenfor og udenfor, men vi manglede svævebanen. Der er dejligt, at komme til Langeland, for så kan man lege meget. Det var sjovt at spille fodbold, og hoppepuden var faktisk sjov. Det var sjovt at se harer, da vi plukkede mælkebøtter til blomsterkranse. Det var også sjovt at lege på rutchebanen, trampolinen og vippen. I Multihuset synes vi, det var sjovt at køre på de forskellige køretøjer. Vi kunne godt lide at se de vilde heste og hyggede med Jørgens hund. Den var mega sød.

Tak fordi I betalte det her for os, og tak fordi vi måtte komme. Vi håber meget, vi må komme til næste år.

Kærlig hilsen B1 - Specialcenter Vest, Ringkøbing.

Lejrskole for 9. og 10 N fra Kildevældsskolens specialklasserække i uge 23

Vi har haft et dejlig ophold på det smukke Langeland med masser af sol, udeaktiviteter og meget socialt samvær.

Mandag: Vi brugte dagen på at rejse og indlogere os på Søgård, eleverne var meget glade for omgivelserne og var ude og udforske udendørsarealerne. Da vi havde spist sammen, blev der arrangeret en rundboldkamp imellem klasserne. Det er ikke så tit, at man kan samle eleverne om at lave noget alle sammen, så vi havde en dejlig aften i den nedgående sol på plænen bag stuehuset.

Eleverne syntes det havde været så hyggeligt og sjovt at det blev et fast aftenritual de resterende dage. I de to år, jeg har arbejdet med klasserne, er det første gang, jeg har oplevet, at vi har kunne hygge os sammen så mange på samme tid.

Tirsdag: Efter at have spist morgenmad, stod programmet på en god gåtur op til Langelandsfortet, hvor vi var på en guidet tur om fortets funktion under den kolde krig. Derefter gik vi til Bagenkop og eleverne købte ind i Brugsen og hyggede sig på havnen. Om aftenen var der rundbold igen i aftensolen, der var masser af kamp og godmodigt drilleri klasserne i mellem. Super hyggeligt og bekræftende at se.

Onsdag: Efter morgenmaden blev vi hentet af en bus og kørt til Svendborg, hvor vi hørte et rigtig godt oplæg om krybdyr på Naturama. Derefter spiste vi, takket været et overskud af de penge vi havde fået til mad af fonden, fælles frokost på en Sharwarmabar på hovedgaden. De havde sørget for et langbord, hvor alle eleverne kunne sidde sammen og spise. Eleverne nød maden og samværet og vi lærere nød at være sammen med eleverne og glæde os over den sociale interaktion der foregik på kryds og tværs. Bagefter havde vi alle sammen 1,5 time på egen hånd i Svendborg. Vi var først tilbage på Søgård ved 16. tiden. Resten af eftermiddagen blev brugt til hygge og til at gøre klar til aftens grillfest på gårdspladsen. Vi sad i solen og grillede burgere og kylling og råhyggede. Senere var der igen den afgørende rundboldkamp og derefter blev der hygget med høj musik på værelset eller ved det bål, vi havde tændt i bålfadet ude på gårdspladsen. Der blev snakket, hørt musik, sunget og lavet "smores" over bålet." Smores" er ristet mashmellow med chokolade og kiks omkring. Det blev sent før eleverne kom i seng efter en dejlig afslutnings aften.

Torsdag: Efter morgenmaden stod den på fælles oprydning og pakning og derefter tog vi glade og trætte hjem. Jeg vil på vegne af elever og lærere i 9. og 10.N sige tak for den mulighed vi blev givet. Uden støtten var der ingen tur. Vi oplevede eleverne være glade og sociale på en helt anden måde en vi oplever til dagligt. Vi oplevede et sammenhold der indbefattede alle i klassen og en lyst til at ville hinanden på trods af store forskelligheder. Jeg har ikke oplevet dette så stærkt tidligere og er ikke i tvivl om, at det er muligheden for at være sammen på denne måde og i de omgivelser, der har været medvirkende til det.

Jeg har fortsat med 9.N, der efter sommerferien er blevet til 10.N og jeg kan sige med hånden på hjertet, at det sociale fællesskab hvor alle deltager, der startede på Søgård, fortsat udvikler sig hjemme i klassen.

Tak til fondene.

Kenneth Flintholm Larsen

Rapport fra Sorgenfriskolen, uge 24

Tak for endnu et fantastisk ophold. Vores elever var så glade og taknemmelige for muligheden. Vi havde fantastisk vejr, og var både på stranden og legede vandkamp i haven.

Hilsen Sarah Gingold, Sorgenfriskolen

Rapport fra Skovgården, Fuglebjerg, uge 26

Mandag efter ankomst og udpakning ser vi os om på matriklen. Det er et stort flot naturrigt område. Vi tager ind til Bagenkop, for at bade og handle ind til aftensmad. Der laves mad og multihuset udforskes. Vi løber på løbehjul og spiller badminton i salen.

Tirsdag hyggede vi i området og tog en tur til Rudkøbing hvor vi shoppede lidt rundt og sluttede dagen af med et lille dyp i Bagenkop.

Onsdag gik turen til Odense zoo hvor vi hyggede hele dagen, vejret var dog ikke med os, men vi klarede dagen alligevel.

Torsdag tog vi hjem til et barns forældre der bor i Svendborg og fik lidt bolle og saftevand. Derefter gik turen til Thurø minigolf som var mega hyggeligt, hvor der også var en fed legeplads med masser af aktivitet.

Fredag gik turen retur til Skovgården, med masser af pakning og oprydning.

Tusind tak for et dejligt ophold. MHV Skovgården

Rapport fra Margarethagården i Hornbæk, uge 28

Vi var alle glade for opholdet. Det var nogle store unge mennesker vi havde med på 16-17 år. Og vores ophold tog primært afsæt i at køre af sted om formiddagen og komme hjem om aftenen.

Det som blev brugt primært på vores ophold på gården set i forhold til aktiviteter var billardbordet. Det har givet inspiration til selv at anskaffe os et på døgninstitutionen, fordi det var så populært.

Vi nød at spise morgen- og aftensmad i køkkenet. Det var en hyggelig stemning med de blå karme og dæmpet belysning til både mad og kort spil.

Tusind tak for et dejligt ophold.

Margarethagården, Stefan Gyrud

Rapport fra Børneinstitutionen Posekær, Aabenraa, uge 29

Mandag kl 10, alt er pakket og vi er klar til at tage på sommer koloni med Børneinstitutionen Posekær. Vi er 6 børn og det samme antal voksne, ca. halvdelen af os har været på Søgård Hovedgård før. Forventningens glæde er stor, der er dog lige en køretur fra det sønderjyske til Langeland, som skal klares først. Turen går dog hurtigt og der var indbygget et obligatorisk stop ved en burgerkæde i Svendborg. Det var et behageligt afbræk og optankning til den sidste del af turen.

Ankommet til Søgård, skulle vi vente lidt på at vi kunne får nøglen udleveret, hvilket passede os fint, så var der mulighed for at udforske området, samt lege på legepladsen. Efter indkvartering, brugte vi tiden på at undersøge udearealet nærmer, samt en del var i multihuset. Her blev der spillet og kørt på diverse køretøjer. Dette blev resten af dagen brugt på, ud over de mere trivielle ting som spisning, op rydning, samt at der selvfølgelig var sengetid på et tidspunkt.

Tirsdag var vi klar til at tage på udflugt til Odense ZOO, hvor vi alle havde en god og dejlig dag i selskab med både dyr og is.

Onsdagen brugte vi på Søgård, hvor vi havde gang i bålhytten med snobrød, pølser og skumfiduser. Der blev også spillet bold på boldbanerne, desuden blev multihuset igen brugt flittigt. Da aftenen kom, var det en flok trætte børn og voksne, som så tilbage på en dejlig dag.

Torsdag gik med at pakke, inden vi igen kørte med det sønderjyske.

Vi vil gerne takker for at vi igen i år, fik mulighed for et ophold på Søgård Hovedgård, vi har da også på nuværende tidspunkt lagt billet ind på et ophold i 2022.

Børneinstitutionen Posekær, Aabenraa

Rapport fra Døgninstitution Villaen, uge 29/30

Vi havde 5 gode dag som både børn og voksne virkelig nød. Det var for børnenes vedkommende den eneste ferie de har været på denne sommer, da kommunens budget desværre ikke rækker til mere.

Det er dejligt at huset er så stort, så der er plads til glade børn. Det ligger smukt og med masser af aktiviteter både ude og inde, særligt brugte vi den længe hvor der var badminton, fodbold, musik og plads til at løbe på løbehjul og køre gokart.

Vi var på udflugt til stranden og en tur i bowlingcenter.

Børnene blev glade for deres gaver der lå klar til dem, ja alt i alt en dejlig tur.

Med venlig hilsen

Døgninstitution Villaen, Maybrith Hauerholt

Rapport fra Brøndagerskolen i Albertslund, uge 33

Vi havde nogle dejlige dage på Søgård Hovedgård, børnene var meget glade for legepladsen, specielt hoppepuden. Der blev plukket brombær i stor stil.

Multisalen var et hit, der blev trommet, løbet på løbehjul og spillet badminton.

Den store stue med sofaen var et dejligt samlingssted.

Det med billederne er svært at sende, da billederne vi tog, alle er med tydeligt genkendelse af ansigterne, og vi har ingen forældretilladelser :-(

Tusind tak for et dejligt ophold.

Hilsen Signe

Rapport fra 5 børn fra Vikasku, Frederiksberg, uge 34

Kære børnelejre Jeg hedder Alvin og er 13 år gammel jeg var afsted med nogle klasser fra min skole. En af di fedeste ting var at havne lå 1.2 km væk fra stede hvor mande boede nede ved havnen kunne man gå i genbrugs forretning og SuperBrugsen i Bagenkop. Der var også meget landskab og marker og der var også en bakke man kunne gå op på og kigge ned på næsten helle Langeland Der var også en pool med en model Stork den var også flot den var nok mere i poolen en di voksne. Der var også to fodbold banner vi hyggede os alle sammen der. Der var også en lille bane man kunne køre indendørs med løbehjul og andre ting der var også madrasser og mini pool bord KH Alvin

Kære Børnelejr, jeg heder El Senõr Lucasa (Lucas) jeg er 13 år gammel. Jeg syntes at det var sjovt at spille fodbold pga. at vi alle sammen var samlet. Hoppe puden var også meget sjov at være på og god. Der var mange steder at tag til og der var meget flot. Der var også en bakke tæt på der var god udsigt derfra.

Kære børnelejr. Jeg synes at det var meget sjovt at være på lejrtur med min skole. Stedet var flot, og man kunne lave mange sjove ting. Det var især fedt da vi var samlet ovre ved fodboldbanen, og spillede kamp mod hinanden. Der var en bakke tæt på som man kunne cykle op på, og der var meget god udsigt deroppe. Tak for en dejlig uge med venlig hilsen Isak

Kære Børnelejren Jeg syntes at det var skønt at der var så stille og jeg syntes at alt dernede var skønt. Især gik jeg hjem fra havnen med 2 andre og der virkelig hyggeligt. Vi cyklede en masse, og det var også bare virkeligt hyggeligt. Vi cyklede hen til jættestuen, og op på et bjerg. Jeg syntes at beliggenheden var virkelig god. Det var også fedt at der var en hoppepude. Alt i alt var det superfedt. Oswald Grüner-Pedersen 14 år.

Kære børnelejren Jeg synes det helle var fedt stedet var et dejligt sted værelserne var fede og sengene var bløde hoppe puden var også virkelig fed og sjov at være på det helle var bare meget sjovt kan ikke helt beslutte mig hvad der var sjovest men det er et dejligt sted at være vil helt klar kommer der igen.... Og der ud over syntes jeg at det helt klarest var sjovest at køre ned til havnen og hoppe i vandet. Bedste hilsner Jessie.

Rapport fra Dagskolen Vikasku, uge 35

Vi fra Dagskolen Vikasku har været i Søgårdens fantastiske rammer i uge 35 med 30 børn, der alle har mange følelsesmæssige udfordringer i hverdagen. Det er helt utroligt hvad en sådan ramme kan gøre for børnenes trivsel og velvære. Rammen med både gode aktivitetsmuligheder indendørs og udendørs betyder at børnene finder ro og fællesskaber som det er vanskeligt at skabe i den lille strukturerede hverdagsramme på skolen.

Vi starter dagen med morgensang og samling hvor vi præsentere børnene for forskellige aktiviteter de kan deltage i, i løbet af dagen. Da vi har haft mulighed for at prioritere at have små busser med, har vi kunne tage børnene med i mindre grupper på flere forskellige oplevelser rundt omkring på øen. Vi har haft en sejltur fra Spodsbjerg, en ridetur på Nordlangeland og en heldagstur til Egeskov slot. Om aftenen har vi haft forskellige boldaktiviteter kørende. Vi har igen oplevet hvor unik en ramme børnelejren er for vores målgruppe og er meget taknemmelig for at vi har fået dette ophold.

Stor tak.

Rapport fra Finderup Efterskole, uge 36

63 elever og 12 voksne havde et dejligt ophold på Søgård. Omgivelserne var virkelig gode og gav mulighed for mange sjove oplevelser - fodbold på mulitibanen, gåture til de vilde heste og stranden, boldspil i hallen og hygge rundt på gården.

Lækkert med gode køkkenfaciliteter hvor vi kunne få lavet god og nærende mad, og samtidigt hygge med opgaven omkring måltiderne. Når dagen har været brugt på en fantastisk måde, er det dejligt at kunne finde til ro på værelserne og nyde roen der er i området. Det er dejligt at kunne tage de unge mennesker med til Søgård og give dem en oplevelse og helt fantastisk at de får en gave. Noget de sætter stor pris på. Og så er det altid rart at blive mødt af Jørgen som kommer og låser op og tjekker til sidst.

Med venlig hilsen, Søren Riis Eriksen, Finderup Efterskole

Rapport fra Svendborg Heldagsskole, uge 38

Vi fra Svendborg Heldagsskole har haft den fornøjelse af at være på en lejrtur på Søgård. Vores elever har haft en god tur, hvor de især har nydt laden. Her blev der brugt meget energi på at løbe på løbehjul, spille basket, spille hockey, bokse og danse. Her fik vi brugt mange timer med god underholdning og motion. Udover laden, slappede vi alle af med skumfidusser over bål i bålhytten om aftenen, samtidig med der blev fortalt historier.

Vores ophold på gården har givet os nogle gode minder, vi alle kan tage med os hjem og hive frem, når regnvejret tager over. Et minde vi aldrig glemmer, er, da vi fik uventet besøg. To ellers store drenge ligger i deres senge med slukket lys og snakker stille inden de skal sove. Pludselig høres en lyd udenfor. Drengene bliver musestille og lyden kommer igen, meget højere (ifølge deres udsagn). Til sidst må drengene overgive sig og løbe ud til de voksne efter hjælp. To voksne kommer ind på værelset og konstaterer rigtig nok, at der er en lyd udenfor vinduet. Derude i bælg ragende mørke, er et lille pindsvin, som kæmper sig hen over en plastikflaske, som på mærkværdig vis er havnet uden for to ellers meget artige drenges vindue.

Tak for et dejligt ophold!

Hilsen Svendborg Heldagsskole

Rapport fra Svendborg Heldagsskole, uge 39

Vi havde et dejligt ophold og eleverne var rigtig glade for multihallen, som blev brugt flittigt. Her blev der brugt meget energi på at løbe på løbehjul, spille basket, spille hockey, bokse og danse.

Den ene aften blev der leget mørkegemme, hvor to voksne skulle finde eleverne. Det blev til lige dele sjov og uhygge på samme tid - og den aktivitet er blevet efterspurgt flere gange siden.

Vi gik tur til vandet, som jo ligger tæt på, hvor eleverne blev blæst godt igennem og så de vilde heste.

Ligeledes blev vi blæst igennem på kajen i Bagenkop havn, og der blev lavet bål om aftenen. Så det var et par dage med en masse stærke sanseindtryk.

Tak for et dejligt ophold!

Hilsen Svendborg Heldagsskole

Rapport fra Amagerskolen, Skjern, uge 40

Vi har haft en dejlig uge på Langeland med fokus på elevernes trivsel. Vi har både været opsøgende på det nære og kendte, og besøgt Skovsgård Gods og kys frøen hvor Marianne lavede et fint oplæg om godsets historie. Derefter bagte eleverne pandekager på bål. Det var vores program om tirsdagen indtil kl. 13. Om eftermiddagen tog vi en tur ud til hestene, vi kunne høre dem, men så ingen. Om aftenen havde vi en wellness aften for pigerne med tudefilm og drengene så drengehumor i spisestuen. Onsdag var vi på Langelandsfortet og derefter tog vi til Rudkøbing hvor vi var på sightseeing og havde bestilt Pizza til aftensmad. Vi arbejdede med begrebet mod og værdi ord for de ældste elever skoleåret 2021-22. Torsdag morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad kl. 7.30 og gjorde derefter rent i alle værelser og fælles rum i hovedhuset. Endnu engang tak for opholdet på Søgård Hovedgård.

Amagerskolen, Skjern

Rapport fra Skolen ved Sorte Hest, uge 41

Elever og ansatte fra Skolen ved Sorte Hest har i uge 41 været på lejrskoleophold på Børnelejren på Langeland. Vi ankom mandag eftermiddag d. 11 og tog retur mod København fredag d.15. Vi havde delt opholdet op, således hver af skolens 3 afdeling havde 2 overnatninger hver.

Alle var meget positive over stedet og den hyggelige atmosfære, der gennemsyrer Søgård. Eleverne benyttede sig af de mange faciliteter, lige fra fodboldbanen, til multisalen, legepladsen og computerrummet. Det blev også tid til at udforske Langelands forskellige seværdigheder. Bl.a. så vi Langelands vilde heste og var på besøg på Langelandsfortet hvor vi både klatrede på kanoner og udforskede en gammel U-båd. Derudover blev der tid til fodboldgolf og sanketure. Endnu engang modtog vores elever gaver, herunder t-shirts, strømper, tasker etc., som alle faldt i god jord. På vegne af hele skolen vil vi gerne sige tak for en skøn uge og vil glæde os til at komme igen.

Venlig hilsen Lejrskoleudvalget